Luftdækkende garn til vævning

Forsyningsevne & Emballage & Levering

PRODUKT ANVENDELSE

Q: Hvad er håndtekstil?

A:

Tekstilproduktion begyndte på forskellige tidspunkter i forskellige dele af verden. Omkring 5000 f.Kr. var verdens civilisationer begyndt at bruge lokale materialer til tekstilproduktion. For eksempel bruger befolkningen i Nildalen i Nordafrika hør til tekstil; Beboere i Den Gule Flod og Yangtze-floden i Kina gør brug af kudzu og hamp til vævning. Indusdalens folk i Sydasien og inkariget i Sydamerika har brugt bomuld til vævning. Uld blev allerede vævet i Lilleasien. De originale spindeværktøjer og originale vævemaskinedele fra denne periode er dukket op i Hebei og Zhejiang i Kina, Indus-flodens dal i Sydasien og Egypten i Nordafrika. Der er to slags lodret og vandret spinding. Gamle håndspinde billeder af hængende uld blev brugt på vaser bevaret i Grækenland fra 550 f.Kr., mens etniske minoriteter i det sydvestlige Kina bevarede ældgamle teknikker til vertikal spinding på et knæ. I Andesregionen i Sydamerika er vandret spinning specielt placeret på benet. Der findes to typer original væv, hængevæven og flisevæven. Flisevævens to akser er fastgjort til jorden med fire træpæle. Et billede af denne type jordvæv er malet på et keramikfad fra 4000 f.Kr. udgravet i Egypten. Der er også en flad væv med væverens fødder mod kædeskaftet, og væveren bundet til taljen er den originale taljemaskine. En keramikskål, der dateres tilbage til 200 f.Kr., er blevet gravet frem i Peru med et gammelt primitivt billede af en taljemaskine. Den hængende vævs kædeskaft er hængt på den, og kæden falder naturligt af sin egen vægt eller af den hængende hammer og væves på skift ind i skudtet. Ojebwe-stammen i Nordamerika brugte denne væv til at væve sække, kaldet den lodrette væv. Der er en anden smalbåndsmaskine med firkantet eller polygonal helpladeåbning, kaldet helpladevæv. Sådanne væve er fundet i relikvier fra 900 f.Kr. i Egypten og 200 f.Kr. i Skandinavien. Den primitive væv adskilte i første omgang kædelinjerne direkte med fingrene, og gik senere over til en pindåbning og -fyldning. Denne slags pinde udviklede sig efterhånden, og der var forskelle i form, tykkelse og funktion, det vil sige, at der var en opdeling af helbredestangen (eller helbredestangen), skillestangen og slagkniven. Stangen er også udviklet fra en til flere eller ti for at imødekomme behovene for vævemønsteret. Positionen flyttes også fra mellem de to sæt kædetråde til over kædeplanet, og kæderingene omkring stangen hænger sammen og placeres på hvert af kædetrådene en efter en for at danne en hængende stang. Denne form for ophængningsstang og ydre ramme er den senere meget brugte helramme. Traditionelle lodrette væve i Guerrero, Mexico og Pueblo-regionen i det sydvestlige Nordamerika har stadig denne tidlige stil med helede rammer.

Mennesker har brugt mineralske pigmenter til farvning i den palæolitiske periode, såsom de kinesiske hulemænd og de europæiske Cro-nons. Gamle farvede stoffer er blevet fundet i mange dele af verden. I Kina blev plantefarvestoffer som madder, indigo, isatis og saflor brugt i 3000 f.Kr. Madder og indigo blev brugt i Indien i 2500 f.Kr. Egypten brugte isatis indigotica og tidsel i 2000 f.Kr. Peruanere har længe vidst, hvordan man laver insektrødt farvestof.

Tekstilprodukterne fra den yngre stenalder var hovedsageligt alle slags kortfibre stoffer. Såsom linned i Nildalen i Nordafrika; Bomuldsstoffer fra Ganges- og Indus-dalene i Sydasien; Bomulds- og uldvævede stoffer fra Huagapuliante-regionen i Sydamerika og bomulds- og sisalvævede stoffer vævet af mayaerne; Uldstoffer fra kysten af ​​Det Kaspiske Hav, Det Ægæiske Hav og Mesopotamien i det vestlige Asien; Silkestoffer fra de Gule og Yangtze-floder i Kina. På disse stoffer bruger nogle håndmalede mønstre, nogle bruger vævning til at danne simple mønstre, og nogle bruger broderi. Det menes, at de gamle indbyggere i Kaukasus-regionen endda havde primitive aftryk.